Landbrug i Grønland

Landbrug i Grønland – i to tider

Grønland er det første sted i Arktis hvor man introducerede landbrug. Det var nordboerne der tog deres levestil med sig og etablerede sig i Grønland.

 

Da Nordboerne forsvandt var Grønland uden landbrug i omkring 300 år.

Det moderne landbrug startede 60 år efter Hans Egede koloniserede landet. Det var Anders Olsen som startede som landbruger da han blev pensioneret. Nogle år forinden havde han startet kolonien Julianehåb og kunne se at betingelserne for landbrug lignede dem han kendte fra hjemlandet Norge.

Efter 125 år med hovedsageligt kvægavl, blev fåreavlen introduceret, og er grundlaget for landbruget i Grønland i dag.

Grønland er det eneste sted hvor Inuit holdt op med at være fangere og blev landmænd.

 

Landbrug i Grønland fra 1721

Kolonielt landbrug begyndte kort efter Hans Egede’s ankomst I 1721, da kolonier, handelsstationer og missionsstationer blev etablerede op og ned af vestkysten blev europæisk landbrug og havebrug igen introduceret til landet.

 

Fra begyndelsen bar landbruget præg af at have to sider grene af landbrug: dyrehold med få dyr (kvæg, heste, grise, høns, får og en hel del geder); og på den anden side havebrug (kørvel, karse, salater, radiser, persille, porrer, roer etc.). Begge dele var et supplement til importen af madvarer og lokale fødevarer, ligesom det var med til at give kolonisterne ”en smag af hjemlandet”.

 

Mellem 1721 og 1906 var der kun to steder hvor man udøvede landbrug i større skala: Igaliku/Gardar hvor Anders Olsen havde genoptaget landbrug i 1783 og i 1880’erne blev kvægbrug startet op i Narsaq – i nærheden af det norrøne Dyrnes.

Der er kun ganske få kilder der beskriver landbruget i Narsaq og Igaliku, men kvægbrug ser ud til at have været det primære begge steder, dog havde man i Igaliku en hel del får indtil midten af 1800-tallet.

 

Indtil 1906 holdtes der, set over hele landet, i alt omtrent 100 geder og 20 får.

 

Præmoderne landbrug 1906-1976

Starten af denne periode af præmoderne landbrug sættes til 1906: dette år modtog pastor Jens Chemnitz i Narsaq Kujalleq/Frederiksdal 2 væddere og 9 lam fra Færøerne; til disse kom yderligere 8 får i 1908.

Han fik disse på foranledning af den danske regering, som ønskede at han startede et eksperiment med fåreavl. Dette blev starten på en periode baseret på fåreavl. I starten kun lettere hjulpet i gang økonomisk fra den danske regering.

 

I 1915 blev en større satsning startet på den danske regerings intitiativ. Løjtnant Lindemann Walsøe startede landbrugsstationen i Qaqortoq og medbragte 175 får og 5 væddere fra Island.

 

Den langsomme forøgelse af antallet af får, skyldes at man i starten skulle konsolideres. Når man havde nok får skulle disse distribueres, uden direkte omkostninger, til inuit. Når man havde fået et antal får fra stationen, skulle man returnere ligeså mange får til landbrugsstationen, inden der var gået tre år. Landbrugsstationen skulle også uddanne folk i landbrug og dyrehold samt hjælpe til med at bygge stalde og lader.

Høet bjærges, Narsaq 1939-42, foto K.N. Christensen

 

Dette var den anden fase af det ekspansive før-moderne landbrug, som også kan kaldes det andet landnám: overtagelse af nordboernes landbrugsjord i det inderste af fjordene.

I 1924 flyttede Otto Frederiksen – en tidligere elev fra landbrugsstationen – til Qassiarsuk/Brattahlid med sin familie og 145 får, for at satse alene på fåreavl.

Qassiarsuk 1940'erne, foto Louis A. Jensen

 

I 1935 var antallet af får nået 6.691 på 24 gårde i Sydgrønland.

 

I perioden 1924-48 var der en kraftig vækst i både antallet af får og antallet af landmænd. Væksten skyldes delvist større og mere specialiserede gårde i det inderste af fjordene, delvist opsvinget i antallet af fangerer/fiskere, længere ude i fjordene. I 1947 androg disse en tredjedel af alle fåreavlere i Grønland.

Stigningen i antallet af sådanne deltids landmænd var utvivlsomt en reaktion på behovet for selvforsyning i forbindelse med Grønlands isolation fra Danmark under enden verdenskrig; Samtidig med at betingelserne for opstart af landbrug var forbedrede. Denne fordeling fortsatte til begyndelsen af 1960’erne.

 

I 1966 nåede antallet af får sit foreløbig højeste på lige under 48.000 dyr.

Antallet af kvæg var stabilt indtil anden verdenskrig, hvor der var et mindre opsving i forbindelse med ønsket om selvforsyning. Antallet nåede sit højeste i 1948, hvor der var 98 dyr i hele landet, men herefter faldt antallet indtil der i 1974 ikke længere var kvæg i hele landet.

Køer Igaliku, 1938, foto Louis A. Jensen

 

Ved siden af de klassiske husdyr, har der også været forsøg med kaniner, gæs og rensdyr, hvoraf den sidstnævnte er lykkes.

 

Efter den kritiske vinter i 1948-49 stod det klart at landbrugets drift var højest ustabil, og efter den katastrofale vinter i 1966-67, gik det moderne landbrug ind i sin tredje reorganiseringsfase.

 

Mekaniseret landbrug efter 1976

Den sidste katastrofiske vinter 1975-76 afstedkom en række ændringer, som har formet landbruget til den morderne form den har i dag; i 1975 blev fåreholderuddannelsen startet på landbrugsstationen i Upernaviarsuk, og i 1976 blev landbrugsstationen gjort selvejende.

Oluf Kleist, markarbejde i Itilleq omkring 1960

 

I 1982 blev en 10-årig plan iværksat, med fokus på stabilisering af fåreavlen, men større produktion af vinterfoder og bedre staldfaciliteter, ligesom mekaniseringen af landbruget fik tilført mange støttemidler.

En del af mekaniseringsdagsordenen fra 1976 indeholdt også et antal omfattende undersøgelser og monitering af græsningsområder, samt definering af græsningstryk.

 

Effekten af moderniseringen fra 1976 er tydelig

  • Den totale antal af får er tydeligvist stabiliseret og uden de drastiske ændringer fra tidligere tider
  • Antallet af fåreavlere er fortsat faldet, men har fundet et stabilt leje efter 1980
  • Det totale opdyrkede område er blevet seks gange større efter 1977. Dette skyldes at man, efter genopdyrkelsen af nordboernes marker, har opført marker ved et dræne enge og vådområder, ved hjælp af maskinerne, som er erhvervet i forbindelse med mekaniseringen af landbruget.

 

 

I dag (2020) findes der i Sydgrønland 36 fåreholdersteder, et kvæghold og et rensdyrhold. I Nuuk fjorden findes en enkelt fåreholder.