Omverdenen

 

Geologi

Grønland blev skabt I perioder med kontinentaldrift, vulkaner, jordskælv og istider.

Pladetektonikken betyder i dag at Grønland bevæger sig 4-5 centimeter væk fra Europa hvert år.

 

Grønlands undergrund består af foldet gnejs skabt for 1600 millioner år siden. For 500 millioner siden kolliderede kontinenterne for igen at bevæge sig væk fra hinanden for 65 millioner år siden. Dette skabte en stor vulkansk aktivitet, som skabte mange nye bjergområder. Adskillige istider har igen ændret landskabet siden.

Grønland kan inddeles I 5 til 6 forskellige dele. Den Ketilitiske fold går fra Grønlands sydspids og grænser op til den Arkaiske fold nordvest for denne.

 

Grønland har det meste af tiden været dækket af tykke lag is. Den sidste istid stoppede for godt og vel 12000 år siden. Den har skabt dybe fjorde og U-formede dale i landskabet. Grundfjeldet er slebet fladt og det kolde klima har hæmmet vegetationen og eroderingen af bjergarterne.

 

Af de kendte 3500 mineraler, finder vi 500 I Grønland. Siden 2009 har Grønland arbejdet på kommerciel udnyttelse af disse. Af de mere interessante kan nævnes rubiner, zink, uran, guld og sjældne mineraler.

Guldminen Nalunaq, foto Ole Christiansen

 

Geografi

Grønland ligger mellem Canada, Polarhavet, Island og Nordatlanten.

Den enorme isørken der dækker 85 % af landet, har 9 % af planetens ferskvand ophobet i sig. Indlandsisen har en stor indvirkning på klima og vejrforhold.

 

For 4500 år siden vandrede de første mennesker ind i landet. Landet har siden været befolket og affolket i perioder. De ældste folkeslag kalder vi palæoeskimoer: Independence I, Saqqaq Inuit, Independence II, Dorset I og II. Derefter kom Nordboerne omkring år 1000 og efter dem den neoeskimoerne, som vi kalder Thulekulturen, hvis efterkommere stadig bor på verdens største ø.

 

I 1721 koloniserede den norsk/danske Hans Egede Grønland. Han kom for at finde de resterende Nordboer og omvende dem fra katolicisme til protestantisme. Han fandt ikke nogen Nordboer men kristnede i stedet de Thule Inuit han fandt.

 

I 1933 gjorde Norge krav på egne i det nordøstlige Grønland. Den internationale domstol i Haag besluttede dog at hele Grønland skulle tilhøre Danmark.

I 1953 besluttede den danske befolkning at Færøerne og Grønland skulle blive ligeværdige dele af det danske kongerige.

Grønland fik hjemmestyre I 1979 og selvstyre I 2009. Størstedelen af den grønlandske befolkning ønsker selvstændighed, men er ikke alle enige om hvornår det skal ske.

 

Klima i Sydgrønland

Sydvestgrønland, som ligger på samme breddegrader som Sydnorge med dets golfstrømspåvirkede koldtempererede kystklima, har et sub- til lavarktisk klima. Det østlige Nordamerika som Baffin Island, på samme breddegrader, har til gengæld et køligere og mere kontinentalt præget lavarktisk klima. Sydvestgrønland er således et overgangsområde - med såvel kontinentale, oceaniske som alpine klimafaktorer - fra det golfstrømpåvirkede Nordatlanten til det køligere Nordøstcanada.

Grønland, som strækker sig fra 59E47' n.br. til 83E40' n.br., har en ganske stor klimatisk variation fra nord til syd. Landet inddeles i en højarktisk klimaprovins i Nordgrønland, en lavarktisk klimaprovins i størsteparten af det øvrige Grønland samt en subarktisk zone i de indre fjordområder i Sydvestgrønland.

Høj- og lavarktis er det egentlige Arktis, mens subarktis er en overgangszone med den typiske skovtundra mellem den tempererede boreale klimazone og Arktis. I det følgende vil kun sub- og lavarktis blive omtalt, som kun har betydning for landbruget.

Grundlaget for rensdyr- og fåreholdererhvervet er således de relativt gunstige klimatiske forhold i det sydligste Grønland, med en lavarktisk klimazone i de kystnære områder og en subarktisk klimazone (grænseområde mellem det tempererede og arktiske område) i de indre fjordområder. Grænsen mellem lav- og subarktis ligger ofte meget nær en isoterm, der forbinder lokaliteter med ca. 10EC som middeltemperatur i juli. Overført på Grønland skulle områder med ca. 10EC i juli være subarktiske (eller måske rettere boreale), og dette indebærer at man må afskrive lavlandet i de indre fjordområder i Sydgrønland som arktiske.

Botanikeren Jon Feilberg inddeler områderne syd for 63E n.br.,
i klimazoner med udgangspunkt i plantegeografien og forekomsten
af pile- og birkekrat:

1. Yderste zone mod havet (Hyper-oceanisk, lavarktisk): Ingen krat

2. Ydre fjord fjordområder (Oceanisk, lavarktisk): Pilekrat

3. Mellemfjordsområder (Sub-ocea., sub-/lavarkt.): Birke- og pilekrat
  Årsnedbør ca. 600-800 mm.; ca. 7 måneders positiv middeltemperatur.
  Birkekratskov (Indre fjordområder, Kap Farvel-Arsuk)

Zone 3 er absolut den vigtigste zone for landbruget!

Sommertemperaturerne varierer en del i Sydvestgrønland. Der er således en relativt stor forskel mellem stationer placeret i indlandet (Narsarsuaq) og kystområderne samt de ydre fjordområder (Upernaviarsuk/Nanortalik/Alluitsup Paa). Vintertemperaturerne er ca. -7EC for koldeste måned i de indre fjordområder. De ydre fjordområder har et varmere vinterklima med laveste temperaturer på ca. 5E-6EC. Sommertemperaturerne i den varmeste måned er på ca. 7E-8EC i de ydre sydgrønlandske fjordområder (Upernaviarsuk); stigende ind mod fjordbundene til 10E-11EC (Narsarsuaq).

Vækstperioden, med gennemsnitstemperaturer over 5EC, strækker sig i græsningsområderne i normale år fra ultimo maj/primo juni og til medio/ultimo september, med en længere vækstsæson i de indre fjordområder i forhold til de ydre. Der henvises videre til klimanormalerne for Qaqortoq og Nanortalik på http://dmi.dk

 

Jordtyper i Sydgrønland

De sub- og lavarktiske jorde i Sydgrønland er karakteriseret ved mangel på næringsstoffer, og mængden af tilgængelige næringsstoffer bestemmes af forholdet mellem den totale mængde næringsstoffer, nedbrydningshastigheden samt immobiliseringen. De sydgrønlandske fjelde består hovedsalig af sure bjergarter som granit, gnejs og sandsten. Jorde, der opstår heraf er sure og næringsfattige. Der forekommer dog også basalter og deraf neutrale jorder af større næringsværdi. Det kan generelt siges, at der er tale om lette podsollignende jorde med et lavt pH og små mængder tilgængeligt plantenæringsstof. Større lerindhold forekommer sjældent, men ofte ses et højt siltindhold i overjorden. I indlandsområderne forekommer også en del brunjorde.

Omsætningen er langsom pga. de lave sommertemperaturer og overvejende sure jordbundsforhold. Jordbundsanalyser viser lave reaktionstal samt lave fosfor- og kaliumtal. De indre fjordområder har generelt højere reaktionstal end de ydre fjordområder, grundet på dels lavere nedbør i indlandet samt tilførsler af mineraljord i form af løss ("gletschermel"). Der forekommer begrænset jorderosion enkelte steder, specielt i områder nær indlandsisens rand.

Mange jorde har en lille vandkapacitet og nedbørsunderskud forekommer, særlig i de indre fjordområder. Der forekommer sommertørke, med svigtende grovfoderudbytter og svær økonomi til følge. Permafrost, som er defineret som en jordbunds termiske tilstand med en temperatur under 0 EC i mindst to år, forekommer kun sporadisk i det sydvestgrønlandske lavland.

 

Vegetation

Efter sidste istid for 8-12000 år siden, startede vegetationen helt forfra. I 1911 har botanikere beskrevet 310 forskellige planter, heraf 15 nye arter kun fundet i Grønland.

Landet er dækket af mosser og anden lav vegetation (dværgbirk og mosebølle).

Plantelivet I Syd er selvfølgelig mere frodigt end i Nord. Pil og dværgbirk kan blive flere meter høje.

 

Nordbo og moderne landbrug har mange ting til fælles. Nordboerne dyrkede, ligesom nutidens landbrugere, græsser til vinterfoder og ved siden af dyrkede de grønsager. Pollenanalyser viser at Nordboerne sammen med andre domesticerede planter dyrkede byg.

Delområde 4, Sydvendt skråning ved fåreholderstedet Timerliit

 

Dyreliv

I Arktis finder man rigdommen på dyreliv i havet.  Inuit lever ved og af havet, hvad der gav dem forholdsvist gode livsbetingelser.

Over hele Arktis finder man størstedelen af ruiner fra vinterbopladser ved polynier (åbentvandsområder i vinterisen). Her kunne de jage de dyr der overvintrer i Arktis, som er fanget i de sparsomme polynier.

 

Om sommeren vandrer mange havpattedyr og fugle til Arktis for at fouragere og spise.

 

Havpattedyrene er ringsæl, spættet sæl, grønlandssæl, klapmyds, remmesæl og hvalros. De mindre hvaler er marsvin, delfiner, grindehvaler, hvidhvaler og narhvaler. De større hvaler er vågehval, Grønlandshval og Pukkelhval.

Af havfugle kan nævnes ride, Svartbag, Søkonge, tejst, alk, Lomvie, ænder og edderfugle.

De mest almindelige fiskearter der blev fanget var ulk, fjordtorsk, torsk, fjeldørred, laks, Hellefisk, Helleflynder og lodde/ammassat.

På land jagtede man moskusokse, rensdyr, polarræv, snehare og fjeldrype.

 

Dyr og planter i verdensarvsområdet

Sydgrønland har et rigt og varieret dyreliv til havs og til lands.

I Arktis finder man rigdommen og frodigheden i havet. Inuitkulturen har altid levet ved havet, på havet og af havet. Ligeså frodig som havet er, ligeså sårbar er den også for overdreven brug og forurening.

Der findes en overflod af fiskearter, som fugle og pattedyr kommer til Grønland for at spise. Man kan således finde mange hvalarter, sælarter og trækfugle.

 

Grønlands vegetation består af ca. 500 arter af højere planter, dvs. blomsterplanter, bregner, og lignende. Laverne (hårdføre planter på sten og sandede jorde) er den største gruppe med omkring 950 arter; der er 600-700 forskellige storsvampe; Lidt færre mosser og fastsiddende alger.

De fleste af Grønlands højere planter er vidt udbredte, især i arktiske og alpine områder, og kun en snes arter af bl.a. stenbræk og høgeurt er endemiske (det vil sige at de kun befinder sig her, i isolerede miljøer). Nogle få arter er indført af nordboerne, fx musevikke.

Musevikke (Vicia cracca)

 

Vi opfordrer til at man ikke forstyrrer dyreliv og vegetation unødigt. Lokalbefolkning og besøgende til landet skal fortsat drage nytte af disse – også når du ikke opholder dig her længere.