De fem delområder

 

1. Qassiarsuk 113,42 km² (43,7 mi²)

Der er 16 gårde, hvoraf 10 af disse ligge inde I verdensarvsområdet. I alt ligger der 39 registrerede Nordbo ruinsteder og 5 Inuit ruinsteder. Der er desuden rekonstruktioner af Tjodhildes kirke samt et nordbo langhus

Leif Den Lykkeliges statue står oven for selve bygden og peger mod vest – mod Vinland.

Hvert år i august måned afholdes Leif den Lykkeliges marathon, hvor man løber mellem flere fåreholdersteder.

 

Hele det beboede landbrugsområde i og omkring delområdet strækker sig fra Narsarsuaq via Qinngua til Sillisit og er ca. 265km^{2. (}102 mi²)

 

Nøglestedet i delområde 1 er ruingruppe Ø29

Erik den Røde bosatte sig i Brattahlid, det bedste sted for landbrug i Grønland. Gården ligger i det fladeste område i Østerbygden; han kaldte stedet Brattahlid, En Brat Li (fjeldskråning) – et ret misvisende navn.

Det arkæologiske vidnesbyrd er dog ret overvældende. Vi finder en stor gård, tæt på fjorden; mange små og store gårde og stalde på et forholdsvist stort landområde; en lille kirke dateret til omkring år 1000, placeret tilpas langt fra gården 100 m (300 feet); den store kirke dateret til starten af 1300-tallet.

Detalje fra Konrad Nuka Godtfredsens illustration

 

I dag ligger her en grønlandsk bygd, hvis hovedindtægtskilde er landbrug.

 

2. Igaliku / Gardar - 82,8 km² (31,7 mi²)

Igaliku er I dag en lille landbrugsbygd med mange sommerhuse. Der er 4 nutidige gårde (2020), 19 registrerede Nordbo ruinsteder og 4 Inuit ruinsteder i området, ligesom man også kan finde norrøne anlæg efter både landbrugsmæssige aktiviteter og religiøse anlæg.

Markerne er blandt de største der stadig er i brug, viser tydeligt de frodige jorde langs fjorden. Det moderne landbrug blev introduceret sent i det 18. århundrede i dette delområde.

Fåreholderstederne Uummannartiivaraq og Tatsip Kitaa, delområde 2, foto Arnaq Bjerge KUJATAA

 

Der er 53 registrerede bygninger, hvoraf de tidligste er opført tidligt i det 19. århundrede. Samlet set kan man se bygningsudviklingen, hvor den røde Igaliku-sandsten har været flittigt brugt.

Der er registreret fire Inuit ruinsteder i delområdet, sammen med flere begravelsespladser, disse er Thulekultur, kristne og en overgangsform mellem de to begravelsesformer.

Dette delområde har de største og mest frugtbare marker i Grønland. Der er fundet omfattende afvandingskanaler, en katedral, herregårdscentreret bosættelsesmønster foruden hovedsædet for nordboernes biskop (Kristendommens vestligste bispesæde i middelalderen).

Nøglestedet i delområde 2 er ruingruppe Ø47

Sagaerne beskriver en meget politisk proces i den første del af 1100-tallet, hvor de grønlandske Nordboer ønskede at gøre Grønland til et bispedømme i den katolske verden.

Kampe mellem grønlandske og norske Nordboer er ligeledes vel beskrevet fra stedet her.

Domkirken, som blev bygget I 1129-30 må være bygget som en stavkirke, som de gjorde det I Norge og på Færøerne i 1100-tallet. Stavkirken er bygget inde bag en solid stenvæg, fore at beskytte den for de stærke storme.

Biskoppen havde en meget stort beboelse, hvor et af rummene var stormandshal. Der var stalde der kunne huse 100 kvæg, smedje og tiendelade.

Detalje fra Konrad Nuka Godtfredsens illustration

 

3. Sissarluttoq / Dalr - 3.39 km² (1,2 mi²)

Stedets grønlandske navn betyder ‘dårligt landgangssted’ og er placeret et forholdsvist stejlt sted, med gode betingelser for græsdyrkning.

Det er det mindste af de fem delområder og indeholder en enkelt norrøn gård, som er stor og velbevaret; i alt to ruingrupper.

Ruinstedet, der findes på et relativt højt plateau, indeholder omkring 50 ruiner med bosættelses- og landbrugsformål (beboelse, dyreindhegninger, stalde og opbevaringshuse).

Et antal velbevarede, norrøne tørstenshuse viser tydeligt denne byggestil. Der er ingen Inuit ruiner eller moderne gårdbrug. Der er nogle hegn, som stadig bruges ved fåresamlinger, ligesom der ligger et par hytter fra 1970’erne, som bruges til overnatning.

Området er verdensarv fordi den repræsenterer en komplet norrøn gårdstruktur, som har kunnet ligge forholdsvist uberørt, på grund af at den ligger et sted, der er svært tilgængelig.

Nøglestedet i delområde 3 er ruingruppe Ø59

Sissarluttoq betyder dårligt landgangssted. De vanskelige landgangsforhold har betydet at ruinerne er meget velbevarede. Stedet er endnu meget lidt udgravet af arkæologer, så ikke meget kan fortælles om stedet.

Der er ingen tvivl om at beboerne I Dalr var begejstrede for at bygge tørstensbygninger. Langt fra andre gårde, repræsenterer dette en komplet gård med alle de bygninger det kræver at drive landbrug.

Detalje fra Konrad Nuka Godtfredsens illustration

 

4. Tasikuluulik / Vatnahverfi - 75.42 km² (28,6 mi²)

Dette store delområde ligger langs den sydlige del af Igalikufjorden. Det norrøne navn er Vatnahverfi, som betyder ’området med søerne’, samme betydning som på grønlandsk.

Der ligger 6 fåreholdersteder inde i verdensarvsområdet (2020).

Her finder man også Igaliku Kujalleq (Undir Höfða), som var en større norrøn gård med kirke. Landskabet er meget dynamisk, til dels formet af sandflugten (der kan muligvis findes flere ruiner under de skiftende sandklitter).

Længere mod vest findes mange søer og lav, tæt buskbevoksning omkranser et antal små eller mellemstore ruinkomplekser.

Andreas Egede var den første til at starte landbrug i Igaliku Kujalleq i 1934; de andre gårde på i indlandet på halvøen blev først for nylig startet op, i midten af 1980’erne.

Halvøen er arkæologisk set den bedst dokumenterede, hvor udgravninger startede i midten af det 19. århundrede.

Der er (endnu ikke) registreret nogen Thule Inuit ruiner, men 19 nordbosteder, 6 nutidige gårde samt en fredet bygning fra 1946, kan findes i området

Nøglestedet i delområde 4 er ruingruppe Ø66

Den nordligste kirke på halvøen har været meget rig og havde et stort sogn. Kirken selv er unik da den havde tre vægge i sten og den vestlige væg var i træ. Den centraliserede gård har været begravet i sand i flere århundreder, indtil den blev fundet igen i slutningen af 1800-tallet.

Stedet har nok været det senest beboede sted på halvøen.

Gårde på halvøen viser en nedgang I udbredelsen af domestiserede planter allerede I midten af 1200-tallet. Det første tegn på nedgang i nordbo aktiviteter I Grønland.

Detalje fra Konrad Nuka Godtfredsens illustration

 

5. Qaqortukulooq / Hvalsey  - 44,5km² (28,2 mi²)

Dette delområde er placeret i overgangsområdet mellem den indre og ydre fjord. Der findes 11 nordboruinsteder og 2 Thule Inuit ruinsteder.

Dette område har gode græsgange, men er ikke ideelt for græsdyrkning; nordboruinstederne tenderer derfor til at være mindre.

Hvalsey kirkeruin findes i dette område, og er den mest ikoniske ruin i verdensarvsområdet. Det er en meget stor tørstensbygning.

Undersøgelser indikerer at de omgivende gårde har opretholdt Hvalsø herregårdens høje status. Der er ikke længere moderne bosættelse ved Hvalsey, men man ser at området bruges til græsning for får.

 

I delområdet finder man også Upernaviarsuk, hvor Grønlands Selvstyre driver en forsøgsstation samt uddannelsessted for landbrugere.

Stedet har haft betydning for genopstarten af landbruget i det 18. århundrede; efter nordbotiden startede det første landbrug op igen her i 1781, Anders Olsen og hans grønlandske hustru Tuperna, startede landbruget op, inden de flyttede til Igaliku.

Fundamenterne fra deres bosættelse kan anes og er et bevis på tilpasningen og opstarten af det moderne landbrug mellem europæerne og Inuit.

Der er adskillige Inuit begravelsespladser samt bevis på landbrug fra det 20. århundrede.

Nøglestedet i delområde 5 er ruingruppe Ø83

Den bedst bevarede nordboruin i Grønland i dag. På dette sted finder vi stormandsgården med stalde, lader og depothuse. Der var en festsal, som viste at her boede en magtfuld mand

 

Inde i kirken hare n udgravning afsløret en begravelse; der er ingen indikationer på hvem det kunne have været – men vi er nu ret sikre på han har været præst.

Kirkeklokken har været placeret inde i selv vinduespartiet i vest enden. Der har været et saddeltag beklædt med tørv. Bag kirken, inde i kirkegården, er det eneste sted i Østerbygden vi har kunnet påvise opretstående gravsten.

Detalje fra Konrad Nuka Godtfredsens illustration

 

Hvalsey havde horisontalt sæterbrug, hvilket betyder at der var sommergræsning ud af fjorden, i stedet for op på fjeldet.

Sognebørnene kom på hesteryg til Hvalsø. Hestene blev parkerede i hesteringen (ruin 14), mens de var i kirke.

Festsalen var i to etager, hvor kælderetagen har været brugt til opbevaring af tiende.

Ruin 1 og 12 var stalde og lader bygget sammen under et tag.

 

Kirken er opført i begyndelsen 1300-tallet. Dette er også stedet med de sidst dokumenterede begivenheder i Nordboernes Grønland:

 

Sigríður Björnsdóttir og Þorsteinn Ólafsson.

Ifølge sagaerne drog Thorsteinn til Norge, hvor han tilbragte vinteren. På vej tilbage til Island I 1406, blev han blæst ud af kurs og kom til Østerbygden.

Sigridur og Thorsteinn blev gift I Hvalsø kirke – det er det sidste vidnesbyrd om Nordboerne I Grønland.